26 AUGUST 2024

Private virksomheder vil score pluspoint på ESG S’et i almene boligområder

I dag markeres den officielle lancering af udviklingsprojektet Business2Community, hvor 70 almene og private aktører mødes for at diskutere, hvordan de sammen kan styrke den sociale sammenhængskraft i lokalområdet.

Læs nyhed

Med øgede krav til dokumentation af social bæredygtighed, bliver det stadig vigtigere for virksomheder at kunne måle og rapportere deres sociale indsatser i ESG-rapporteringen. Denne udvikling giver samtidig nye muligheder for at inddrage virksomheder i fysisk og strategisk byudvikling. Business2Community tilbyder virksomhederne det nødvendige know-how og vidensgrundlag for at kunne bidrage effektivt til sociale projekter i deres lokalområder.

”Almene boligorganisationer har en stærk tradition for at engagere sig i at styrke social sammenhængskraft lokalt. Lokale virksomheder er dog ofte overset som potentielle partnere,” siger Ofri Earon, projektleder i Business2Community, byplanlægger og stifter af Neighborhood Lab.

Projektet har til formål at skabe nye samarbejder mellem virksomheder og almene boligorganisationer for at løfte lokale fællesskaber og fremme social sammenhængskraft til gavn for både lokalsamfundet og virksomhederne. 

”Ved at engagere sig lokalt i samarbejde med den almene sektor, bidrage til livet i nabolaget og styrke lokale fællesskaber, kan virksomheder udvide deres kundesegment, fastholde medarbejdere og tiltrække nye talenter, samtidig med at de forbedrer beboernes livskvalitet, som kan rapporteres i S3 og S4 i ESG,” siger hun.

Stort potentiale i nye samarbejder 
Business2Community er organiseret i AlmenNet, der ser store muligheder i, at både små og store aktører kan få glæde af konceptet.

”I AlmenNet fokuserer vi på skalerbarhed; vores værktøjer og vejledninger skal kunne bruges af både store og små organisationer og implementeres i både små boligområder og større strategiske indsatser. Derfor glæder det os, at både lokale, regionale og selv store globale virksomheder har vist interesse for projektet,” udtaler Bjørn Askholm, konsulent i AlmenNet.

”Projektet udspringer af en erkendelse af, at mange af de udfordringer, som rammer samfundet bredt, ofte slår hårdere i almene boligområder. Vi tager på den måde allerede et socialt ansvar i den almene sektor og altid har gjort det. Derfor er der et stort potentiale i at inddrage private virksomheder som partnere i bestræbelserne på at skabe positiv udvikling. Gennem Business2Community vil virksomheder få adgang til værktøjer, der kan hjælpe dem med at indgå i samarbejder om at løfte både sociale og økonomiske forhold i de nabolag, de er en del af,” siger han.

Fokus på social bæredygtighed
I projektet udvikles og testes konkrete værktøjer, der gør det lettere for almene boligorganisationer og private virksomheder at samarbejde om social sammenhængskraft. Fx hvordan eksisterende, men uudnyttede, arealer i boligområderne kan anvendes til gavn for fællesskabet. Det kan være alt fra ubrugte fælleshuse, ubenyttede grønne områder eller rum i lofter og stueetager, der ikke egner sig til beboelse, men som kan omdannes til sociale eller erhvervsmæssige formål. Ifølge en vurdering er der over 250.000 kvadratmeter uudnyttede arealer i danske almene boligområder.

Fakta
Business2Community gennemføres med støtte fra AlmenNet og Rambøll Fonden. Læs mere om projektet på www.almennet.dk.

Neighborhood Lab er en innovativ urbanismepraksis, der hjælper private og offentlige ejendomsinvestorer med at skabe blomstrende og attraktive nabolag gennem et systematisk og strategisk fokus på positive sociale forandringer.

Medvirkende boligorganisationer er KAB, Himmerland Boligforening og domea.dk. Center for Boligsocial Udvikling - CFBU er samarbejdspartner i projektet.