AlmenNet hylder de gode projekter
Dette projekt er ikke blevet til i et AlmenNet samarbejde. Ikke desto mindre har vi valgt at dele det her på sitet fordi det faglige indhold er skabt af almene boligorganisationer til almene boligorganisationer. Med andre ord: Lige efter AlmenNets principper.
Projektet er udført med støtte fra Realdania.
I konventionelt byggeri anvender man ofte mange stoffer og materialer, der selv i meget små koncentrationer kan påvirke mennesker med MCS - mangeartet kemikalieoverfølsomhed. At skabe et indeklima og uderum med reduceret kemi og minimale lugtgener kræver nøje overvejelser. Det gælder lige fra valg af byggegrund og placering af boliger over design af udearealer og valg af planter til selve boligindretningen, hvor der er fokus på byggematerialer og brugen af boligen.
I dette inspirationskatalog præsenteres en oversigt over indeklimamærker, der blåstempler byggematerialer med lav afgasning og lugte, og et designhjul med vigtige nedslag, når man skal planlægge boligområder til mennesker med MCS.