Vigtige overvejelser om kommunikation
Selvom seniorfællesskabet indgår i et allerede eksisterende byggeri, der ikke skal markedsføres i samme grad som nybyggeri, bør man stadig tænke det som en enhed, der skal kommunikeres selvstændigt omkring.
Seniorfællesskabet bør skille sig ud fra det større fællesskab i afdelingen, så det er helt tydeligt for interesserede boligsøgende, hvad de skriver sig op til.
Det kan også gavne beboernes sammenhold og tryghed, at de oplever fællesskabet som en lille, særskilt enklave i den større afdeling – og dette kan den rette kommunikation være med til at understøtte og fremme.
Dem og os
En stemning af ’os og dem’ blandt beboerne i forhold til den øvrige afdeling kan give anledning til utilfredsheder og være ressourcekrævende for administrationen. Det er derfor vigtigt i kommunikationen over for de eksisterende beboere i afdelingen at tydeliggøre det lille fællesskab i det store fællesskab og formålet hermed. Samtidig bør man i kommunikationen med de kommende eller eksisterende beboere i bofællesskabet respektere og værne om beboernes følelse af at være en særlig enhed i et større fællesskab.
En selvstændig enhed
Kommunikér og markedsfør boligerne som en selvstændig enhed – skab en særlig fortælling om netop dette boligfællesskab på eksempelvis egen hjemmeside, facebookside og i udlejningsmateriale, så det er nemt for interesserede og boligsøgende at forholde sig til.