Vigtige overvejelser om inddragelse og processtyring
Når et bofællesskab til seniorer etableres i eksisterende boligafdelinger, er der mange beslutninger, som skal træffes i samarbejde med de andre beboere og den eksisterende afdelingsbestyrelse.
Fællesskabets sociale udfoldelsesmuligheder
En række valg i forhold til fællesskabets sociale udfoldelsesmuligheder ligger lige for, når de overordnede fysiske rammer allerede er til stede. Dette kan i sagens natur både være en fordel og en ulempe, men hvis etableringen sker i en allerede eksisterende boligafdeling, er det vigtigt, at fastsættelse af brugen af fællesarealer, sociale aktiviteter, værdiprogram mv. sker på baggrund af tæt dialog med afdelingsbestyrelsen og evt. stadfæstes via beslutninger på afdelingsmødet.
Dialog og forventningsafstemning med afdelingsbestyrelsen
Det er en god idé, hvis administrationen tidligt skaber rammerne for dialog og forventningsafstemning mellem afdelingsbestyrelsen og de kommende beboere i bofællesskabet. Dette kan ske ved indledende møder, hvor boligselskabet er vært, og senere på faste møder (fx kvartalsvis) op til og efter indflytning, hvor parterne selv løbende sætter rammerne for, hvordan man drøfter og forebygger udfordringer, understøtter samarbejdsmuligheder og generelt vedligeholder tillid og fællesskab imellem de to beboergrupper.
Denne strategi kræver, at der blandt de kommende beboere i bofællesskabet udpeges en arbejdsgruppe/dialoggruppe, som har mandat til at tale på vegne af alle kommende beboere i bofællesskabet.
Medbestemmelse blandt alle beboere efter indflytning
Når indflytningen har fundet sted, skal det formelle beboerdemokrati stå på egne ben. Inden dette sker, er det en god idé at beslutte, hvordan man vil sikre alle beboernes medbestemmelse. De to grupper af beboere skal lægge sig fast på et passende antal medlemmer i den nye bestyrelse samt beslutte, hvordan valg til bestyrelsen skal finde sted, så begge beboergrupper er repræsenterede.
Derudover bør der laves en ny forretningsorden for bestyrelsen, og ændringerne skal implementeres i vedtægter mv., som efterfølgende skal vedtages på førstkommende afdelingsmøde, efter at beboerne i seniorbofællesskabet er flyttet ind.
Der kan som sådan ikke opsættes en skabelon for, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at igangsætte drøftelser og beslutninger i forhold til etablering af det nye fælles beboerdemokrati, da forudsætninger, processer og forudgående aftaler mv. er meget forskellige.
Overvejelser og drøftelser bør dog påbegyndes som noget af det første, når møderne mellem afdelingsbestyrelsen og de kommende beboere i bofællesskabet sættes i gang, så forventninger og mål for den fremtidige medbestemmelse er de samme for alle. Det vil være en god idé at tilrettelægge møderne under hensyntagen til mødeaktiviteterne i den eksisterende boligafdeling (årshjulet) og dennes afdelingsbestyrelse.
Der kan være situationer, hvor det vil give mening at udskille seniorbofællesskabet i en ny selvstændig boligafdeling. Her vil processen være den samme som ved oprettelse af enhver anden ny almen boligafdeling. I dette tilfælde skal der dog også ske en juridisk og økonomisk udskilning af den nye seniorbofællesskabsafdeling.