Der ses en tendens til, at de nyere seniorbofællesskaber er begyndt at sætte alderskriteriet ned til 50+ år.
Formålet er klart: Det handler om at tiltrække yngre seniorer, så gennemsnitsalderen i seniorbofællesskabet ikke bliver for høj med tiden.
En klar alderspolitik indarbejdet i udlejningskriterier og udvælgelsesprocedure
Det er vigtigt, at der både i førstegangsudlejning og genudlejning tages hensyn til at sikre et vist aldersspænd i beboergruppen. Det betyder, at en yngre kandidat fra ventelisten kan prioriteres foran en ældre.
Derfor har seniorbofællesskaber typisk indarbejdet en alderspolitik i både udlejningskriterier og udvælgelsesprocedure, hvor der for eksempel tilstræbes:
- et maksimalt aldersgennemsnit på 77 år eller et ønsket aldersgennemsnit på 74-78 år.
- at minimum 1/3 af førstegangsudlejningen skal ske til personer under 65 år.
- at hver anden genudlejning skal ske til personer under 65 år.
OBS: I bofællesskaber med tidlig beboerinddragelse, hvor gruppen af ildsjæle er relativt homogen, er der en større risiko for, at alle bliver gamle på samme tid, fordi de minder så meget om hinanden. Her er det ekstra nødvendigt at være opmærksom på at holde gennemsnitsalderen nede og sikre et bredt aldersspænd i både førstegangsudlejning (hvis muligt) og i genudlejning.
Opskrivning i god tid
Én ting er at fastsætte udlejningskriterier og procedurer, der favoriserer yngre seniorer, en anden ting er at få dem til at skrive sig op i god tid og flytte ind som de yngste i bofællesskabet.
Alt andet lige vil et større aldersspænd i det aktuelle seniorbofællesskab typisk appellere mere til de yngre, der skal have nogle beboere at kunne identificere sig med. Det giver et bedre grundlag for opskrivning end et seniorbofællesskab med en høj gennemsnitsalder og et lille aldersspænd, hvor kløften til alle de potentielle nye beboere er blevet for stor. Det kan blive en ond cirkel at komme ud af igen ved genudlejning.
Blandet kønsfordeling
Ud over en klar alderspolitik er det også normal kutyme at tilstræbe en ligelig kønsfordeling i beboergruppen. Det kan man gøre i udlejningskriterier og udvælgelsesprocedurer i både førstegangsudlejningen og genudlejningen.
Medmindre man ligefrem laver en fast udlejningsprocedure, hvor ventelisten selv tager højde for at prioritere forskelligt køn hos singlerne på ventelisten fra gang til gang, kræver ligelig kønsfordeling en vis håndholdt udlejningsprocedure, hvor et godkendelsesled fra eksempelvis administrationen eller et udvalg hos bofællesskabet kommer indover inden udsendelse af boligtilbud.