Uanset om seniorbofællesskabet skabes gennem en tidlig, involverende beboerproces eller i højere grad først inddrager de kommende beboere forud for indflytning, er det vigtigt, at processen har fokus på en blandet beboersammensætning, som kan sikre langtidsholdbare og dynamiske fællesskaber, der tiltrækker beboere med forskellige aldre og køn.
Alderssammensætningen afspejler den oprindelige gruppe
Langt de fleste seniorbofællesskaber i dag er åbne for interesserede, der enten minimum er 50 eller 55 år gamle. Det forholder sig til gengæld også tit således, at alderssammensætningen afspejler den oprindelige gruppe af beboere, som var initiativtager eller involveret i processen op til indflytning.
Denne gruppe er socialt sammentømret og typisk relativt aldershomogen, da beboerne kan have kendt hinanden længe og/eller været med i den oprindelige proces med at etablere fællesskaber (indledende infomøder, workshops, værdiprogrammer, byggemøder etc.). Dette kan gøre det svært at tiltrække nye og yngre beboere, da en homogen og med tiden højere alder kan virke afskrækkende.
Alderspolitikken kan derfor med fordel fastlægges af boligselskabet på forhånd, så retningslinjerne er tydelige for de kommende beboere og spiller sammen med både førstegangsudlejning, genudlejning og kommunikation.
Balanceret kønsfordeling i processen
Ud over udfordringerne med den høje og homogene alder oplever mange bofællesskaber og boligfællesskaber også en udfordring ved en skæv kønsmæssig balance. Det faktum, at kvinder lever længere end mænd, og at denne boform generelt appellerer mere til kvinder end til mænd, kan medføre en skæv fordeling mellem kønnene, så en overvægt af beboerne er kvinder.
HVEM FINDER SENIORBOFÆLLESSKABER TILTALENDE?
Projektets spørgeskemaundersøgelse viser, at blandt de interesserede mænd i boformen er 2/3 i parforhold.
En skæv alders- og kønsfordeling giver også en social kultur og en ensartet type af aktiviteter i et bofællesskab, hvilket i sagens natur vil virke mindre inkluderende på udefrakommende.
Det er derfor vigtigt i selve beboerprocessen at inddrage såvel kvinder som mænd, så værdiprogram, fællesfaciliteter, fællesaktiviteter osv. afspejler præferencer fra både mænd og kvinder.
Læs mere om, hvordan værdiprogrammer kan være med til at skabe ligevægt af køn.