Øresundskollegiet på Amager har gennemgået en mærkbar forvandling de seneste år – både fysisk og ”mentalt”. Kollegiets 12 betonblokke fra 1974 har fået nye køkkener og en fælleshave, der snor sig som en social rygrad på den store tagterrasse, men også en visionær ramme, der understøtter beboernes fællesskab.
FA09 overgik til lokalforankret fuld administration i 2017. Her valgte kollegiet sammen med FA09 en ny strategi om at starte kollegiefællesskabet, som skulle styrke frivillighed og fællesskab og modarbejde ensomhed.
Ny ånd
Før lå meget drift og administration hos beboerne. Nu har beboerne fået mere tid til ”alt det sjove”, og det kan mærkes. Det er blevet lettere at rekruttere frivillige til de mange udvalg, og beboerne er nu langt mere engagerede.
“Vi så desværre en tendens til, at mange studerende isolerede sig, så ambitionen var at få de unge ud af deres værelser og engagere dem i kollegiets fællesskab. Det er ikke sket over en nat, men vi kan mærke, at tiltagene har skabt en ny ånd blandt beboerne, hvor man gerne vil deltage i fællesskabet,” siger Charlotte Simonsen, kollegiechef på Øresundskollegiet.
Ikke længere "sidste udvej"
Der bor 1500 beboere på Øresundskollegiet. Bestyrelsen er aktiv og har selv haft en finger med i renoveringen og indretningen af nye fællesrum, læsestuer og grønne gårdrum. Kollegiet var før ”betongråt”, men har fået en mere grøn og bæredygtig profil, der også skal være med til at tiltrække nye beboere.
“Vi har arbejdet på at gøre Øresundskollegiet til et sted, hvor de studerende søger hen som førstevalg, og ikke som en sidste udvej. De fysiske forbedringer og det stærke fokus på fællesskabet er med til at brande kollegiet på en helt ny måde,” siger Kasper Nørballe, direktør i FA09.
Kollegiet har fået en nye hjemmeside, der med beboernes egne ord, understøtter fortællingen om Øresundskollegiets gode sociale miljø.
Lær mere om branding af almene boliger i projektet 'Den almene bolig som livsstilshjem'.