Med en enkel trin-for-trin-guide skal det nye koncept Business2Community bane vejen for nye partnerskaber mellem den almene og private sektor, der skal gøre det nemmere for partnerne at øge social sammenhængskraft i lokalsamfundet.
Konceptet er udviklet af almene boligorganisationer, den bystrategiske tegnestue Neighborhood Lab og private virksomheder som bl.a. servicevirksomheden Nortec, der har 2200 vaskerier i almene boligområder og fx tilbyder mødesteder i vaskerierne, praktikpladser til unge, der har udfordringer på arbejdsmarkedet og manglende uddannelse.
”Målet med Nortecs sociale indsatser er at skabe en meningsfuld og positiv indvirkning i samfundet og for en række forskellige målgrupper. Indsatserne adresserer udfordringer og styrker det sociale bånd i boligområder”, siger Tanja Christabel, Sustainability Manager i Nortec.
Mange fordele for virksomheder
Der er flere positive aspekter, siger Tanja Christabel.
”Det er noget af det mest livsbekræftende, jeg har arbejdet med. Jeg håber, at flere virksomheder vil springe ud i det og opleve den kæmpe værdi, det giver,” siger hun.
Også Volvo Cars har bidraget til udviklingen af konceptet Business2Community. Virksomheden kommer med egne erfaringer fra Göteborg-området, hvor de har været aktive i byudviklingen med sociale indsatser i det udsatte boligområde Tynnered - fx aktiviteter i skoletiden, fritidsaktiviteter og jobmuligheder.
”Partnerskaber på tværs er ekstremt vigtige for udviklingen af Göteborg som område. Ved at samarbejde med boligområderne danner vi en mere attraktiv by, der tiltrækker talent og internationale medarbejdere, og bidrager samtidig til den lokale sammenhængskraft,” siger Thomas Andersson, Vice President i Volvo Cars og Head of Business Development and Community Engagement i Göteborg.
Input til ’S’et i ESG
Med øgede krav til dokumentation af social bæredygtighed skal virksomheder måle og rapportere sociale effekter i deres ESG-rapportering. Denne udvikling i erhvervslivet giver mulighed for at inddrage virksomheder i fysisk og strategisk byudvikling. Konceptet, Business2Community, giver virksomhederne den nødvendige 'know-how” og vidensgrundlag.
”Lokale virksomheder er ofte overset som potentielle partnere. Ved at engagere sig lokalt i samarbejde med den almene sektor, bidrage til livet i nabolaget og styrke lokale fællesskaber, kan virksomheder udvide deres kundesegment, fastholde medarbejdere og tiltrække nye talenter, samtidig med at de forbedrer beboernes livskvalitet, som kan rapporteres i S3 og S4 i ESG” siger Ofri Earon, byplanlægger og stifter af Neighborhood Lab.
’Business2Community’ er organiseret i AlmenNet, der håber, at mange forskellige aktører kan få glæde af konceptet.
”I AlmenNet fokuserer vi på skalerbarhed; vores værktøjer og vejledninger skal kunne bruges af både store og små organisationer og implementeres i både små boligområder og større strategiske indsatser. Derfor glæder det os, at både lokale, regionale og selv store globale virksomheder har vist interesse for projektet,” siger Bjørn Askholm, konsulent i AlmenNet.
Fakta
Konceptet ’Business2Community’ lanceres den 26. august 2024.
Rambøll Fonden har støttet projektet.
Medvirkende boligorganisationer er KAB, Himmerland Boligforening og domea.dk.
Center for Boligsocial Udvikling - CFBU er samarbejdspartner i projektet.
Fra byudviklingsprojektet Destination Tynnered, hvor Volvo har indgået partnerskab. Formålet er at transformere Tynnered fra et sårbart nabolag til en eftertragtet destination.
Volvo tilbyder bl.a. sommerjob til ottendeklasseselever for at øge beskæftigelsesmulighederne.
Partnerskabet bag Destination Tynnered har inspireret andre organisationer til også at tage lignende udfordringer op i Göteborgs udsatte områder.
Du kan melde dig til lancering af projektet den 26. august, ved at trykke her.