1 JULI 2024

Overvejelser om bolig sent i livet

Få nogle af de foreløbige resultater fra projektet ’Flyttemobilitet blandt seniorer’, der er halvvejs i projektperioden.

Læs nyhed

Projektet ”Flyttemobilitet blandt seniorer”, finansieret af Nykredits Fond, startede i januar 2024. Projektet stiller skarpt på muligheder og begrænsninger på bolig- og livsforbedringer i forbindelse med nedskalering af bolig. 

Projektgruppen undersøger også, om der er nogle bestemte barrierer indlejret i institutionelle forhold som fx udbud af almene boliger, flytteomkostninger, kommunalt niveau af ældreservice eller andre faktorer.

"Med en aldrende befolkning står vi over for unikke udfordringer i den almene sektor. Dette projekt vil ikke kun hjælpe seniorer med at finde passende boliger, men også styrke vores forståelse af deres behov og præferencer," siger Gunvor Christensen, projektejer og analysechef i FOB Slagelse.

Projektet er i fuld gang
Der er gennemført 35 interviews med beboere og borgere på venteliste til en bolig i FOB, KAB, NordVestBO og i Boliggården. Interviewene har handlet om synet på bolig sent i livet, og hvad en bolig skal kunne, når man måske bliver mindre fysisk mobil og får flere behov for støtte og hjælp. Der bliver også sendt spørgeskema ud til en lang række borgere i og uden for den almene boligsektor.

Udover de fire boligorganisationer, der allerede er nævnt, deltager Himmerland Boligforening, Bovia, Slagelse Boligselskab, Holstebro Kommune og Kolding Kommune. Det er stadig muligt for både boligorganisationer og kommuner at være med i spørgeskemaundersøgelsen. Læs mere om det til sidst i artiklen.

Spørgsmålet, om hvordan vi gerne vil bo senere i livet, er noget som optager både boligorganisationer og kommuner. 

”Det er en kæmpestor styrke i projektet, at de kommuner, der deltager, har sendt spørgeskemaet ud til alle deres borgere over 60 år - uanset om de bor alment eller i nogle af de andre ejerformer. Det gør resultaterne fra undersøgelsen endnu mere vedkommende og relevante, ” siger Gunvor Christensen.

Ny viden om flytteovervejelser og barrierer
Projektgruppen har allerede smugkigget på data. Her præsenterer de nogle foreløbige resultater, som selvfølgelig kan ændre sig i takt med, at der kommer flere besvarelser ind.

I figur 1 fremgår, om borgere i forskellige boligformer overvejer at flytte inden for de næste fem år. Der er en klar signifikant sammenhæng mellem borgere, der bor i boliger med flere etager eller på landejendomme, at de overvejer at flytte inden for de næste 5 år. Syv ud af ti adspurgte i disse boligformer overvejer at flytte inden for nær fremtid.

Figur 1.

Godt 1 ud 3 i alderen 60-67 år overvejer at flytte inden for de næste fem år, mens det er 1 ud 10 blandt de 68-85 årige.

I figur 2 fremgår de forhold, der har betydning for, at man overvejer at flytte inden for de næste 5 år. Særligt det, at få en bolig, der bedre passer til at blive mindre fysisk mobil, få et svagere helbred samt mere luft i økonomien har stor betydning for overvejelser om at flytte.  

Figur 2.

Blandt dem, der ikke overvejer at flytte, spiller særligt det ind, at de ikke kan overskue en flytning, og at de mangler information om, hvor de kan få en bedre bolig. Det fremgår af figur 3. Til gengæld ser bekymringen, om ikke at kunne falde til i et nyt sted, ikke ud at spille en stor rolle for overvejelser om at flytte.

Figur 3.

Følg med
Projektet forventes færdig i begyndelsen af 2025, og dataindsamlingen er lukket. I løbet af efteråret vil der løbende blive kommunikeret flere resultater fra projektet.

Kontakt

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer og ønsker evt. deltagelse i projektet, kan du kontakte:

Gunvor Christensen, projektleder
📧: guc@fob.dk
📞: 5338 1411