Almene boligorganisationer nomineret til Building Awards 2019

Foto: Sallingsundvej, Himmerland Boligforening

På årets Building Awards 2019 bliver der sat fokus på byggeriets værdiskabelse og det ansvar, der følger med, når vi sammen skal løse de store udfordringer. Det er ansvaret for at bygge til fremtidens behov og bl.a. ind tænke ressourceudfordringer og klimaforandringer i de løsninger som skabes. Men det er også ansvaret for at sikre sunde forretningsmodeller og arbejdsgange, samt at aktivt spille ind i det omkringliggende samfund, som man er en del af og bygger til.

Building Awards består af et seminar som afholdes den 7. november på BLOX i København, samt et stort awardshow med uddeling af en række særlige priser som afholdes på The Plant, ligeledes den 7. november. Der er early bird-rabat indtil den 4. oktober!

Læs mere og tilmeld dig her!

Flere almene projekter er blevet nomineret til henholdsvis Jubilæumsprisen og Bygherreprisen. Rigtig mange gange tillykke til de nominerede for de gode projekter! 

Jubilæumsprisen

Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar uddeler i år en særlig Jubilæumspris for samfundsansvar i byggeriet i anledning af foreningens fem års fødselsdag. Prisen er støttet af Realdania og gives til en virksomhed, organisation eller et byggeprojekt, som har formået at kombinere god forretning med samfundsansvar og står som et forbillede for resten af branchen. Ud af de 18 kandidater, som er indstillet, er der fire stærke almene projekter. 

BO-VEST afslutter renovering før tid
Samarbejdet om renovering af 493 nedslidte gårdhavehuse forvandlede et kedeligt område til en ny, energirigtig og socialt bæredygtig bydel i tæt samarbejde med beboerne. Processen gled så let, at projektet stod færdigt et halvt år før tidsplanen.

FSB’s boligsociale helhedsplaner skaber tryghed og uddannelse
FSB’s boligsociale strategi er indstillet for sit utrættelige arbejde for at løfte udsatte boligområder. Brugerinddragelse ved opførelse og vedligeholdelse af boliger er afgørende for nedbrydelse af negativ social arv, samt opbyggelse af social kapital, tryghed og trivsel i områderne.

Himmerland Boligforening løfter Aalborg med erhvervsintegration
Aalborg-modellen betegner et storstilet renoveringsprojekt for 1,4 mia. kr., som har haft en integreret bydel som målsætning. Der har især været fokus på integration af erhverv i beboelsesområder, hvilket har genereret flere jobs, højere uddannelsesniveau og -parathed samt en nedgang i kriminalitetsraten.

Venligbolig plus integrerer flygtninge med buddy-ordning
Flygtninge og studerende skal samles i den delevenlige boligform Micro-Living. Med Venligbolig Plus på Frederiksberg opføres de første 78 kompakte boliger, der bygger på fællesskab og integration midt i byen. Det skal ske gennem en buddy-ordning, hvor forståelsen for hinandens situationer øges.

Bygherreprisen

Prisen gives til en bygherre, som formår at udmærke sig i sin rolle som bygherre, som i høj grad skiller sig ud for sin tilgang til bygherrefaget og som aktiv samfundsaktør. Bygherreprisen uddeles i samarbejde med Boligfonden Kuben. Ud af de 20 nominerede kandidater, er der fem almene projekter iblandt. 

Bo-Vita
Indstillet særligt for Plejehjemmet Klostergården og Bofællesskabet Sct. Joseph. Her er skabt pleje- og seniorboliger hvor demente såvel som friske seniorer kan leve side om side.

Brabrand Boligforening
Indstillet for helhedsplanen for Gellerup Toveshøj 2011-2030, en massiv fysisk omdannelse af et stort alment boligområde på forkant af regeringens ghettoplan.

Domea og Boligselskabet DFB
Indstillet primært for opførelsen af Sommerlyst, som er centrale, bæredygtige boliger der er til at betale. Projektet er resultatet af et gensidigt respektfuldt samarbejde.

FSB og SAB
Indstillet for for byudviklingen af Tingbjerg, som skal sikre gode og billige boliger på et presset boligmarked, og tage de første skridt i forhold til at gøre Tingbjerg til en kulturel og grøn destination med blandede boformer.

Himmerland Boligforening
Indstillet for at have udviklet den såkaldte Aalborgmodel med projektet Kildeparken 2020. Det har vist vejen til at skabe tryghed i et udsat boligområde.

Finalisterne til begge priser er endnu ikke offentliggjort. Vi ønsker alle nominerede stort tillykke.

Se alle de nominerede i kategorierne her!

”Building Awards 2019 – Ansvaret for en fælles fremtid” præsenteres af Licitationen, Bygherreforeningen, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Dansk Arkitektur Center, Lean Construction DK, Dansk byggeri, Boligfonden Kuben og Building Green.