Ny bog om kvaliteter i almene bebyggelser fra 1940’erne og 1950’erne

Ny flot bog gør opmærksom på de arkitektoniske og bygnings-kulturelle kvaliteter i almene bebyggelser fra 40’erne og 50’erne. Bogen henvender sig særligt til boligafdelingernes beboere og ansatte

Bygningskvaliteter

Der er et stort behov for at renovere og modernisere de ældre almene boliger. Familiemønstrene har ændret sig, velstanden er øget og der stilles i dag nye krav til boligernes komfort, tilgængelighed og bæredygtighed. Almene boligbyggerier fra 40'erne og 50'erne står i disse år over for en gennemgribende fornyelse, men det må ikke ske på bekostning af de betydelige kvaliteter, der findes i mange af bebyggelserne.

Bog og faktaark

Derfor udsender Bygningskultur Danmark bogen ”Kvaliteter i almene bebyggelser fra 1940’erne og 1950’erne”. Bogen skal være med til at vise beboere og administratorer i det almene byggeri, hvor man skal være særlig påpasselig, når man bygger om eller energirenoverer. Bogen illustrerer tydeligt, hvordan samspillet mellem arkitektonisk formgivning, håndværk og materialer er helt afgørende for bygningernes kvaliteter.

Sammen med bogen vil der udkomme en række informative faktaark, der går skridtet videre og mere konkret gennemgår de enkelte bygningsdele – vinduer, facader, tag o.s.v.. Målet er her at hjælpe beboere og administratorer med at træffe de svære beslutninger, når boligerne skal fremtidssikres. Skaden kan nemlig ikke gøres om, hvis det efter en ombygning må erkendes, at noget væsentligt er gået tabt. Så det er vigtigt at tænke sig godt om, inden man går i gang, og det er netop det budskab bogens forfattere Claus Bech-Danielsen, Søren Bøgh og Jens Østergaard har været optaget af at få ud.

Bogen er en del af formidlingsprojektet ”Formidling af bevaringsværdier ved renovering og fremtidssikring af 1940’erne og 1950’ernes almene boliger ”, der gennemføres af Bygningskultur Danmark.

Køb bogen "Kvaliteter i Almene Bebyggelser" hos Bygningskultur Danmark

Se eller download bogen som PDF

Hent de informative faktaark helt gratis

“Målet er her at hjælpe beboere og administratorer med at træffe de svære beslutninger, når boligerne skal fremtidssikres”