Domea.dk og AlmenNet baner vejen for mere digital kommunikation

Domea.dk er i samarbejde med AlmenNet i gang med at bane vejen for mere og bedre digital kommunikation til beboere og det offentlige.

 

Referater, forbrugsregnskaber og breve med boligtilbud. Danske boligorganisationer sender hvert år flere millioner papirer til beboere og det offentlige. Det er dyrt og langt fra altid den bedste måde at servicere beboerne på. Domea.dk og AlmenNet er derfor gået i gang med at undersøge, hvilke kommunikationsgange, boligorganisationerne med fordel kan omdanne til digitale work flows. Projektet publicerer til sommer et samlet inspirationskatalog med processer, men allerede nu peger alt på et stort potentiale.

- Vores første skridt har de seneste måneder været at skabe overblik over alle de kommunikationsgange, som vi har i dag. Listen er nået op på 135, så der er mange processer at se nærmere på, fortæller IT-projektleder i Domea.dk Asker Paltoft.

Næste skridt er nu at kortlægge muligheder og barrierer for at digitalisere de forskellige kommunikationsgange. Der er nemlig fortsat barrierer, som holder de digitale løsninger tilbage. Især stiller lovgivningen i mange tilfælde krav til, hvordan der skal kommunikeres om bestemte ting. Samtidig er det ikke alle beboere, der er lige klar til at kommunikere digitalt.

- Noget kommunikation vil formentlig kunne digitaliseres med det samme. Andet kan måske løses på længere sigt ved at gå sammen som branche og indgå en dialog med det offentlige. Det afgørende er, at vi omstiller os med omtanke, og sætter ind, hvor vi har de største potentialer, siger Asker Paltoft

Skal imødegå beboernes behov
Derfor er projektet også – allerede nu – i gang med at undersøge, hvad beboerne efterspørger. Selvbetjeningsløsninger til beboerne er nemlig en vigtig del af vejen til mere digital kommunikation, men hvad kendetegner digitale løsninger, der rent faktisk bliver udnyttet? Det har 1500 af Domea.dks beboere givet deres bud på i en spørgeskemaundersøgelse, og budskabet er klart:

- Løsningerne skal være nemme og hurtige at bruge. Ellers bliver de valgt fra. Vigtigheden af at skabe løsninger med udgangspunkt i brugerens behov kan ikke understreges nok, siger Asker Paltoft.

Beboerne mener, de bliver mere digitale i fremtiden
På et andet spørgsmål svarer 43 procent af beboerne, at de forventer i højere grad at komme til at bruge Domea.dks digitale løsninger i fremtiden. Blot 6 procent mener, at de i mindre grad kommer til at bruge løsningerne. Selv 30 procent af beboerne over 67-årige forventer at bruge løsningerne i højere grad.

Den viden tager projektet med ind i de næste uger, hvor det primære mål altså er at kortlægge barrierer og muligheder for at digitalisere de mange kommunikationsgange yderligere.